Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Thomas Knudsen

 

Sommeren er nu for alvor kommet over det ganske land og dermed er de vanlige pendlere i højere grad udskiftet med ferie- og turistrejsende. Samtidig er sporarbejdet, også som vanlig, forøget hvilket skaber mange ændrede tjenester og kørselsmønstre for os.

 

Sommeren betyder også, at arbejdet for bestyrelsen i lokalgruppen er droslet en anelse ned. Normalen, det meste af året, er omtrent 3 kontordage om ugen. I perioden fra og med juni til og med august er normalen omtrent 1 dag om ugen. Derfor er vi alle i bestyrelsen ude at køre mere tog. Sådan har det været i en del år nu og det er et stykke hen ad vejen også en udmærket fordeling af vores kontordage, da både os, som sidder i bestyrelsen, samt vores ledere og dem vi i øvrigt samarbejder med, på skift holder en velfortjent ferie hen over perioden. Er der noget, som skal tages hånd om, gør vi, naturligvis som altid, vores yderste for at håndtere og hjælpe, hvor der er behov for os i forhold til det faglige arbejde, vi er valgt til.

 

Noget som fylder meget i denne tid, og med rette, er naturligvis den kommende overgang til Medarbejderportalen og de nye værktøjer og arbejdsgange som følger med dette. Nogle af vores kolleger har allerede oplevet en version af Medarbejderportalen. Her taler jeg om de kolleger, som de seneste år er kommet til os fra S-tog. Hos S-tog har Medarbejderportalen og tjenestefordeling fungeret, via det bagvedliggende samlede system som i daglig tale kaldes IVU, i et års tid nu. Erfaringerne herfra kigges der nøje på. Vi skal dog også huske, at arbejdstidsaftalen for vores kolleger på S-tog ser på nogle punkter anderledes ud end vores og den har en anden historisk udvikling end vores egen aftale. Dermed kan deres erfaringer ikke overføres 1 til 1 til vores område.

 

Som der også blev skrevet ud fra områdegruppen for nyligt, er man meget bevidst om, at der snakkes meget på tværs af personalet i disse dage omkring Medarbejderportalen. Særligt et sted som Remisen kan snakken hurtigt få fart, da alle faggrupper sidder sammen. Ingen tvivl om, at de tværgående snakke er værdifulde, men man skal huske, at de drøftelser som foregår imellem ledelsen og de faglige repræsentanter omkring arbejdstidsaftaler ikke kan sammenlignes grupperne imellem.

 

Selvom det højeste ønske fra bestyrelsen i København er at kunne fortælle noget konkret om Medarbejderportalen og den måde, vi kommer til at forrette tjenester på i fremtiden, er det desværre ikke muligt endnu. Bevidstheden om at datoen for skiftet fra Driftsportalen til Medarbejderportalen kun kommer tættere og tættere på er aldeles present. Vi er dog også i lokalgruppens bestyrelse meget enige om, at hvis dette skifte kræver en større genforhandling af vores arbejdstidsaftale, så er netop sådanne forhandlingerne ikke noget, der skal presses igennem eller skyndes på. Det skal gøres grundigt og alle sten skal vendes for at finde den bedste løsning for, at vores arbejde kan udføres tilfredsstillende og effektivt for kunderne og for DSB, men med work-life-balance og et godt arbejdsmiljø i højsædet for os som medarbejdere. Betyder det så, at vi må gå i usikkerhed og tvivl lidt endnu, er det for os at se en lille pris at betale hvis vi kan ende ud med både et værktøj, samt en hverdag som, om ikke andet, har potentialet for at højne vores glæde ved verdens bedste arbejde. Arbejdet som lokomotivfører

 

En afstikker af projektet med indførelsen af systemet IVU har været, at man ikke har kunnet se ens arbejdstid samt fridage i Ferieplan efter d. 27. oktober. I skrivende stund, i første halvdel af juli, er dette netop løst. Delvist i hvert tilfælde. Der er nu, hvis ikke for alle, så for langt de fleste, indlæst data i IVU, som gør, at vi som medarbejdere nu kan se vores tjenester i Medarbejderportalen fra d. 27. oktober og frem til d. 13. december. Man skal dog være opmærksom på, at det tidsrum man kan se i Medarbejderportalen er korrigeringsvinduet. Altså det maksimale en tjeneste kan korrigeres til. I begge retninger. Den endelige tjenestetid vil fremgå, når vi kommer nærmere. Bliver det vores nuværende arbejdstidsaftale som gælder til den tid, vil man kunne se sin endelige tjenestetid 8 dage før tjenesten skal forrettes.

 

Derudover kan vi også se alle vores registrerede kompetencer samt de øvrige værktøjer, som dette system giver os.

 

I det hele taget har Medarbejderportalen potentialet for at kunne blive et godt værktøj og det kan anbefales, at man gennemgår det kursus som findes i SuccesFactors, så man lærer værktøjet at kende. Det søges frem ved at skrive ”Medarbejder Portal” i søgefeltet under Læring.

 

Helt i starten af dette lokalindlæg skrev jeg noget om sommer og sporarbejde og som så ofte betyder dette, at dele af vores strækninger lukkes ned i perioder. Når dette sker, er det ikke unormalt, at en del af vores arbejde forsvinder eller ændres i en grad, så vi har en overtallighed, mens sporarbejdet varer. En del af denne overtallighed er håndteret ved, at tjenestefordelingen i videst muligt omfang har tømt ventelisterne hen over sommeren. Overtalligheden ses ikke i samme omfang hos vores kolleger hos togpersonalet. Derfor har man fra togpersonalets side spurgt ind til, om vi lokomotivførere kunne være behjælpelige på perronerne på de stationer, hvor der skiftes mellem tog og togbusser.

 

Historisk set har der været mange fortilfælde, hvor vi lokomotivførere har hjulpet til i disse særlige tilfælde. Når det er sket, har det tidligere haft karakter af en grad af frivillighed. At man fra ledelsens side på forhånd har snakket med de kolleger, som normalvis har det godt med anderledes opgaver end de gængse og de kolleger, som føler sig tilpas med en højere grad af kundekontakt, end vi ellers er vant til. Sådan har det nok ikke helt været denne gang, hvor man har fået skøjtet lidt lettere hen over planlægningen, end hvad godt måske var. Samtidig med at man har formået at få forvirret os med at give dette særlige arbejde et nyt navn, Wayfinders. Opgaven har i hvert tilfælde skabt en del forvirring og diskussion blandt os lokomotivførere kort tid op til at disse sporspærringer sættes i værk.

 

Man må naturligvis aldrig overfor sin arbejdsgiver (ud over nogle ganske særlige tilfælde) nægte at udfører et stykke arbejde, man bliver sat til. Arbejdsgiver har til gengæld en pligt til at instruerer eller uddanne i tilstrækkelig grad til, at man kan udføre en given opgave. Jeg vil dog anbefale, hvis man skulle være sat op til en tjeneste som Wayfinder og man føler sig særdeles fejlcastet til opgaven, at man tager en snak med én af de to ansvarlige personaleledere fra togpersonalet og ser, om ikke man kan finde en god løsning for alle parter.

 

Her på falderebet skal det nævnes, at der har været en udskiftning i turgruppe KH. Da Nicolaj Dyrhmann Gregers har søgt til LKI-vagten og fået denne stilling, tillykke med det i øvrigt, er 1. suppleant Morten Steen Dyrhberg blevet bedt om at indtræde i turgruppen i hans sted.

 

Og som det sidste skal de nærmeste jubilarer naturligvis nævnes.

 

Den 1. juli kunne lokomotivfører Kim Wadstrup Grandt fejre 40-års jubilæum i statens tjeneste. Stort tillykke med dette ønskes du af alle de gode kolleger på KH!

 

Den 1. august kan følgende fejre deres 25-års jubilæum i DSB:

  • Lokomotivfører Hans Jørgen L. Andersen
  • Lokomotivfører Jesper Rød
  • Lokomotivfører Jørgen Falster Nielsen

Stort tillykke med dette ønskes I alle 3 af alle de gode kolleger på KH!

 

Hermed ønskes alle gode kolleger på KH en god sommer. Om den bruges i uniformen og på jernbanen eller om den fordrives udenfor! Vi ses på den anden side