Medlemsinformation nr. 10-2026 Lederen i Det Blå Blad 1-2026: Aftale vedr. IVU

LPO’s områdegruppebestyrelse og formandskreds har på mødet d. 3. marts besluttet at udsende lederen i Det Blå Blad 1-2026, som udkommer torsdag d. 5. marts, som medlemsinformation. Lederen er indsat herunder …

Dansk Jernbaneforbund indgik på vegne af områdegrupperne i DSB (SPO, LPO-S, TPO og LPO) efter lang tids fokus i både medierne og det politiske system, en aftale om forhold relateret til IVU. Aftalen har rejst en lang række spørgsmål, ikke mindst hvorfor afregningen i dage har været forskellig mellem tog- og lokomotivpersonalet og hvorfor vi accepterer, at DSB betaler sig fra et dårligt arbejdsmiljø. Der er også en del som spørger til, hvorfor vi ikke har krævet ledelsens afgang for at medvirke i en aftale. Omvendt har der været mange positive tilkendegivelser omkring ledelsens tilsagn om genetablering af den medarbejderindflydelse som har været fraværende i årevis.

Egentlig er det ikke LPO’s opgave at forklare, hverken forbundets eller andres aftaler. Men da vi har været inde over flere af aftalens elementer, vil vi gerne medvirke til at bringe noget afklaring. Helt grundlæggende er det sådan, at man IKKE kan betale sig fra et dårligt arbejdsmiljø – uanset hvem man er. Dårligt arbejdsmiljø skal fikses – punktum. Det forholder DJ-aftalen sig faktisk ret klart til i dens første punkt: ”Arbejdsmiljøindsats og ekstern bistand”, hvor der står, at man anmoder Dansk Industri og CO-Industri (lønmodtagersiden) om akut assistance til at hjælpe en målrettet arbejdsmiljøindsats på vej. Den skal – hvilket i den grad er værd at bemærke – gennemføres i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen i DSB og dermed vores engagerede arbejdsmiljørepræsentanter (AMR). Men det bliver bedre endnu, for formålet er også skrevet ind og det er ret firkantet. Indsatsen skal: ”understøtte en forsvarlig og bæredygtig håndtering af de arbejdsmiljømæssige udfordringer, som er opstået i forbindelse med implementeringen og anvendelse af IVU-systemet”, citat slut. Vi skal i LPO ikke – i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt – kloge os på, hvilke løsninger der kan og bør bringes i spil, men vi har svært ved at se, hvem der er mere kompetente til at hjælpe processen på vej, end dem, der er nævnt i aftalen.

I forhold til det med tildeling af dage – som altså ikke er en kompensation for dårligt arbejdsmiljø – opstår forskelligheden fordi dette punkt alene handler om afregning af brudsager for perioden 27. oktober 2025 til og med 31. marts 2026. Da der har været meget stor forskel på antallet af anmeldte og registrerede brud, hvor LPO’s medlemmer har stået for mere end 90% af anmeldelserne, vil dette naturligvis også afspejle afregningen, ellers har det jo intet med en afregning at gøre. Tværtimod ville det vel i den situation i foruroligende grad dufte af en kompensation for netop dårligt arbejdsmiljø. Det er meget tilfredsstillende – også fordi aftalen har offentlighedens interesse – at vi med god samvittighed kan slå fast, at vores arbejdsmiljø ikke er til salg for ussel mammon (i denne situation timer). Så det principielle har fyldt. Når det så er sagt, så har det naturligvis også betydet en del, at værdien af afregningen ligger noget over, hvad man kunne have forventet, hvis sagerne var blevet kørt i det fagretlige system. Hvor vi, oven i den lavere betaling, formentlig også skulle have ventet 1½ år på en afgørelse. Det skal i øvrigt bemærkes, at afregningen kun omhandler perioden til og med d. 31. marts. Hvis du oplever brud på aftaler efter denne dag, skal brudsagen fremsendes som vanligt gennem din lokale LPO-gruppe.

Mange giver udtryk for skuffelse over, at aftalen ikke sikrer, at der placeres et ansvar for IVU-skandalen. For at sige det, som det er, er der skuffelse over, at der ikke ruller hoveder. Det er naturligvis et helt fair synspunkt. Det er bare ikke den faglige organisations lod af hyre og fyre ledelsen. Det har vi en bestyrelse og et politisk system, som der ikke bare har ansvaret for, men faktisk også får løn for at vurdere sådan nogle forhold. Hvad deres vurdering er og hvad de konkluderer, når de på et tidspunkt gør det, har vi ingen bemærkninger til. Medarbejderne har talt via underskriftindsamlinger og mistillidserklæringer, men vi vælger altså ikke selv vores ledelse. Og hvem siger i øvrigt, at det løser noget, at der kommer andre ind? Når der kommer nye til, har de jo også en dagsorden, og måske også en bunden opgave fra bestyrelsesformanden, som vi skal slås med efterfølgende.

Og så til den mere ”fluffy” del af aftalen. Den om samarbejde og medarbejderindflydelse. Det kan blive rigtig godt, hvis viljen til ikke bare her-og-nu-løsninger, men også til fremtidige løsninger til fælles bedste er til stede. Det arbejde er sat i gang og vi har holdt de første møder i den nedsatte arbejdsgruppe bestående af formand og næstformand fra TPO, LPO-S og LPO på den ene side og DSB’s administrerende direktør og yderligere 3-4 ledelsesrepræsentanter på den anden side. Vi noterer os i den forbindelse med tilfredshed, at arbejdsgruppens virke og kompetencer, ikke er nærmere defineret, så der er i princippet ingen begrænsninger. Omvendt er risikoen, at det bliver for meget snak og for lidt handling. Om det bliver et kvantespring fremad i en ellers meget samspilsramt samarbejdsrelation mellem ledelsen og os faglige i DSB, eller aftalen bliver ”10 fugle på taget” og ingen i hånden, kan kun fremtiden vise. Men ingen skal være i tvivl om, at fra områdegruppens ledelse, vil vi lægge al vores energi i arbejdet. Alt andet vil være forkert i den situation, vi står i p.t.