Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Dansk Jernbaneforbund og LPO DSB har ved flere lejligheder – senest i ”Nyt fra juristen i Jernbane Tidende nr. 6/2024 – omtalt den fagretlige uenighed vedr. beskyttelse af fridagens fridøgn ved forsinkelser, hvor arbejdsgiver i flere tilfælde har afvist at erstatte fridage, hvor vores medlem har kørt ind i fridagens fridøgn ved forsinkelser.

 

Efter grundig granskning af sagen i den juridiske afdeling i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), har FH meget kraftigt anbefalet Dansk Jernbaneforbund at frafalde sagen, idet FH mener, at det ikke vil være muligt at føre sagen i den faglige voldgift med et tilfredsstillende resultat. Uagtet vores opfattelse af sagens historiske forhistorie, er det vurderingen, at det vil være (for) vanskeligt at løfte bevisbyrden (som i denne sag påhviler arbejdstager), da der ikke findes tilstrækkeligt skriftligt materiale, eller relevante vidner (sagens forhistorie går mere end 25 år tilbage), som kan underbygge vores påstand. Vi er desuden udfordret på bevisets stilling, idet den praksis, vi formentlig kan føre bevis for, i langt overvejende grad knytter sig til DSB’s tidligere håndtering af fridagsreglen, mens virksomheden var tilknyttet et andet overenskomstområde (statens aftaleområde).

 

På baggrund af den juridiske anbefaling, har forbundets – og områdegruppens – ledelse valgt at følge FH’s indstilling og frafalde sagen. Ikke så meget for at undgå et nederlag i den principielle del af sagen, men mest af alt for at undgå, at rettens afgørelse vil påvirke praksis i relaterede sager negativt.

 

Er alt så sort? Nej, ikke helt. Frafaldet betyder, at der ikke falder en afgørelse i sagen. Det åbner mulighed for, at fremtidige sager med lignende juridiske problemstillinger kan føres og mulighed for at genoptage denne eller tilsvarende sager, hvis der kommer nye oplysninger frem …