Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Som en del af medlemskredsen nok allerede har observeret, er der med virkning fra d. 1. juni indført en ny sygefraværspolitik i DSB, eller måske mere præcist; den hidtidige politik er revideret på flere punkter. Ændringerne – som har været undervejs meget længe – er sket med afsæt i et ønske fra medarbejderrepræsentanterne i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU). M-sidens tilgang har været, at der gennem flere år har været en række udfordringer med DSB’s brug af og håndtering af omsorgssamtaler, herunder kritik af den (efter vores opfattelse) overdrevne skriftlighed i forbindelse med behandling af fravær.

 

Det lykkedes tilbage i februar måned at nå til enighed om en ny / revideret sygefraværspolitik (link kan kun tilgås fra en DSB-enhed) som blev tiltrådt af HSU på mødet d. 9. marts og som altså trådte i kraft d. 1. juni.

 

Vi er lidt sent ude med information om nærværende, da der har været en del skriveri frem og tilbage om den tekst, som fremgår på abc under sygefravær. Her kan man nu læse følgende: ”Omsorgssamtaler er uformelle samtaler, der har til formål at udvise omsorg for medarbejderen og skabe en dialog om sygefraværet. Der udarbejdes ikke notater til medarbejderens personalemappe. Nærmeste leder har ansvaret for at indkalde til samtalen og kan vælge at følge op på samtalen via mail eller en kort telefonsamtale. Hvis medarbejderen ønsker det, kan vedkommende medbringe en bisidder til møderne”.

 

Man kan samme sted læse følgende omkring kontakten mellem leder og medarbejder: ”Under dit sygefravær skal du og din leder løbende tale sammen”.

 

I Togdrift er det blevet til, at ”Din leder vil ringe første sygedag (evt. mandag morgen, hvis det er i weekenden) for at høre hvordan du har det og aftale eventuel videre kontakt”. Det er måske nok en stramning i forhold til tidligere, men dog indenfor bestemmelserne i sygefraværspolitikken, som foreskriver, at lederen skal registrere sygefraværet på første sygedag og tale med den sygemeldte hurtigst muligt, hvilket i udgangspunktet er på første fraværsdag.

 

Den hurtige snak med lederen har i øvrigt en vis betydning for os, som er underlagt IVU. Som det efterhånden er de fleste bekendt, er IVU sat op til raskmelding på dag 8, så jo før man får talt om fraværet, jo mindre er risikoen for, at sygemelding bliver til en udeblivelse som følge af automatisk IVU-raskmelding. En ikke uvæsentlig detalje.

 

Ovenstående kan ved flere typer af sygefravær, nok primært almindelige febersygdomme, virke generende for den sygemeldte kollega, idet søvn normalt er den bedste medicin, når feberen raser. For at modvirke dette, kan du – når du sygemelder dig til Driften og alligevel er oppe fra sygesengen – sende en SMS til din leder med en tekst a la: ”Hej chef. Jeg har sygemeldt mig. Har feber og er derfor gået i seng”. Så ved din leder i hvert fald, hvordan din situation er og hvorfor du måske ikke lige svarer, hvis han / hun ringer.