Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Denne medlemsinformation har egentlig været i støbeskeen længe, men på grund af andre presserende forhold (ikke mindst i relation til IVU) har vi udskudt udsendelsen gentagne gange, men nu går den altså ikke længere, for budskabet er faktisk ret vigtigt.

 

Det er almindelig kendt i fagbevægelsen og blandt danske lønmodtagere, at der er fejl i et ret stort antal lønsedler. FH’s løntjek kampagner har over de senere år vist, at i underkanten af halvdelen af alle lønsedler er fejlbehæftet, dvs. lønmodtageren får ikke den løn / de tillæg, der er aftalt og som vedkommende har krav på. I hvilket omfang disse tal er relevante for medarbejdere i DSB, findes der ingen konkrete tal på, men vi ved – af erfaring – at kollegaerne jævnligt oplever fejl.

 

Og det er jo så, hvad det er. Hvad værre er, at mange fejl ikke opdages, fordi vi alle nok i et eller andet omfang ikke er grundige nok, når vi læser vores lønseddel. Den lidt afslappede tilgang koster givetvis medarbejdere, som vi lokomotivførere, som har mange tillæg, herunder et antal variable tillæg, en del. Så opfordringen herfra vil altid være, at man læser sin lønseddel kritisk igennem.

 

Med det sagt, så er der også den anden mulighed – som er denne informations væsentligste ærinde – at du har fået for meget løn pga. fejl i lønbrøk, forkert indplacering, ikke korrekt antal tillæg (f.eks. weekendtillæg), etc. Uanset fejlen er arbejdsgivers og uanset du ikke bemærker fejlen, så er det juridiske udgangspunkt jf. en række tidligere afgørelser i det fagretlige system, at for meget udbetalt løn kan kræves tilbagebetalt. En arbejdsgiver må altså godt forudsætte, at medarbejdere læser deres lønsedler grundigt hver måned og selv søger en afklaring ved tvivl om, hvorvidt den er rigtig. Kun i særlige tilfælde, hvor det f.eks. er ganske små beløb, fejlen er virkelig svær at gennemskue eller medarbejderen rent faktisk har spurgt til en mulig fejl tidligere, kan der gøres undtagelser i forhold til det juridiske udgangspunkt.

 

På baggrund af ovenstående har vi fra tid til anden medlemmer, som skal tilbagebetale ret anseelige beløb. Det ønsker vi naturligvis at undgå. Vi vil med denne medlemsinformation derfor opfordre medlemskredsen til at tjekke lønsedlen grundigt. Hellere en gang for meget, end en for lidt.

 

Sidst men ikke mindst. Hvis du oplever krav om tilbagebetaling, så kontakt ALTID din lokale TR, så vi kan få en snak med dig om din sag og de muligheder, du har.

 

Du kan læse mere om nærværende på side 25 i Jernbane Tidende nr. 5-2025