Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

EU-domstolen besluttede tilbage i 2023, henholdsvis 2024, at EU’s deltidsdirektiv fra 1997 skal forstås sådan, at der – i strid med direktivet – er tale om forskelsbehandling, når deltidsansattes overarbejde håndteres som merarbejde og honoreres med almindelig timebetaling i stedet for overtidsbetaling. Dommen er et opgør med hidtidig praksis, også i forhold til danske overenskomster, herunder Jernbaneoverenskomsten, og arbejdsmarkedets parter besluttede derfor i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2025 at lade en faglig voldgift se på sagen. Den faglige voldgift kom i starten af februar 2026 frem til, at bestemmelserne i de danske overenskomster omkring en lavere honorering for deltidsansattes merarbejde end for fuldtidsansattes overarbejde, derved også strider mod direktivet og derfor skal ændres. I forhold til det fremadrettede er ændringen allerede indarbejdet i DSB, således vores deltidsansatte kollegaer fra april 2026 honoreres for overarbejde på samme måde som deres fuldtidsansatte kollegaer.

 

Der er imidlertid opstået tvivl om det bagudrettede (læs evt. lederen i Det Blå Blad 3-2026), idet det ikke klart fremgår, hvor langt bagud i tid der kan rejses krav om efterbetaling og hvorvidt parternes tidligere fælles forståelse af reglerne har betydning, mv.

 

På dele af det offentlige aftaleområde har arbejdsgiverne givet udtryk for, at de vil være behjælpelige med at udrede det bagudrettede og sikre en korrekt efterbetaling. Selv om DSB er en offentlig ejet virksomhed, har ledelsen afvist at medvirke positivt til dette arbejde. Det er bl.a. sket med henvisning til, at DSB følger det privat overenskomstområde.

 

Da det således ikke har været muligt for DJ og områdegrupperne i DSB (TPO, LPO-S og LPO), at indgå en central aftale om efterbetaling, er vi nødt til at rejse hver sag for sig. Det kan vi ikke gøre uden de deltidsansattes hjælp. Det skyldes flere ting. For det første ved vi i udgangspunktet ikke, hvem der er deltidsansat, eller har været det. Vi ved derfor heller ikke, hvilke perioder, det handler om. Og selv hvis vi vidste det, ved vi ikke om den enkelte deltidsansatte har haft overarbejde, har fået dette honoreret som merarbejde og derfor er berettiget til at rejse krav om efterbetaling.

 

Yderligere er det uklart, hvor langt tilbage, man kan rejse krav. Vi har – da der både er brug for lønsedler og SY-rapporter – besluttet, at vi i første omgang nøjes med at rejse krav tilbage til 1. maj 2023, idet den enkelte kan finde sin SY-rapport i ”Mit arbejde -> Min side” tilbage til den dato. Lønsedlerne ligger i e-Boks. Vi undersøger p.t., hvordan vi sikrer, at der kan tages forbehold for at rejse krav længere tilbage i tid end d. 1. maj 2023, herunder om det kan gøres centralt fra af os / DJ.

 

Hvis du har været deltidsansat i perioden 1. maj 2023 til 31.marts 2026, har haft overarbejde og mener at have krav på efterbetaling for forskellen mellem almindelig timebetaling og overtidsbetaling eller har haft merarbejde, som er afspadseret 1:1, skal du kontakte Thomas Knudsen på 2468 7182 eller tknu@dsb.dk inden d. 15. september. Dette gælder også selv om du tidligere har skrevet, eller været i kontakt med DJ om nærværende. Hvis du har spørgsmål til i relation til nærværende, så ring eller skriv ligeledes til Thomas.

 

Sidst men ikke mindst. Det er meget vigtigt, at alle, som har mener at have et krav, rejser det. Hjælp hinanden med at sprede budskabet. Kender du en kollega, som er – eller har været – deltidsansat, så spørg om vedkommende er opmærksom på denne medlemsinformation.