|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der er d. 21. august indgået aftale om nyt pilotprojekt om arbejdstid. Aftalen bygger på de tidligere omtalte principper om Plan B og træder i kraft d. 10. januar 2027.
Du kan læse mere uddybende om aftalen i denne fællesinformation fra Drift F&R og LPO, hvor der også er et link til aftalen.
Aftalen medvirker til at skabe mere struktur og forudsigelighed for den enkelte og løser nogle af de problemstillinger, vi har tumlet med siden overgangen til IVU, herunder usikkerheden om fridagsudrulning og weekendfriheder efter uge 53. Det er vores forventning, at aftalen kan medvirke til at give et tiltrængt løft af arbejdsmiljøet. Med det sagt, så vokser træerne ikke ind i himlen og der vil (fortsat) være forhold, som aftalen ikke kan løse, primært noget i relation til IVU’s funktion og virkemåde. Og så er det naturligvis, ligesom med alle andre aftaler, hvis man vil have en aftale, må man bøje sig mod hinanden, så der er helt bestemt – selv om vi er glade for aftalen – elementer, vi helst havde været foruden.
Den nye pilotprojektaftale giver helt sikkert anledning til spørgsmål. For at nå ud til så mange af jer som muligt på den kortest mulige tid og besvare de spørgsmål, I har, afholder områdegruppebestyrelsen virtuelt stuemøde allerede på onsdag (26. august), hvor fokus vil være på den netop indgåede aftale. Der vil på mødet også være mulighed for at spørge ind til andre forhold som måtte være relevant for dig og din situation.
Mødet afholdes:
Onsdag d. 26. august kl. 11:00-12:30
Ligesom sidst afholdes mødet på Facebook: https://www.facebook.com/LPODSB, så man skal have adgang til en Facebook-konto for at kunne deltage (det behøver dog ikke være ens egen).
Og nej, vi har ikke glemt, at vi har givet tilsagn om at undersøge, om de virtuelle stuemøder fremover kan afholdes via et andet medie end Facebook, idet ikke alle har, eller ønsker at have, en Facebook konto. Vi er desværre ikke nået så langt med dette arbejde, da vi – situationen taget i betragtning – har valgt at prioritere andre udfordringer. Derfor bliver det på Facebook endnu engang.
Husk at spørgsmålene – på grund af mediets opbygning – skal stilles skriftligt. Vi lukker kommentarsporet 15 min før den berammede sluttid, så vi har en mulighed for at besvare de spørgsmål, der bliver stillet, indenfor den afsatte tid.
Bemærk, at man – som noget nyt – kan stille sit spørgsmål forlods på mail til: pkanstrup@dsb.dk. Husk at skrive ”Spørgsmål virtuelt stuemøde” i mailens emnefelt, så mailen ikke forsvinder i det almindelige ”Indbakke-kaos”.
Vi håber, at vi ”ses” online d. 26. august.
PS! Mødet lægges efterfølgende op som en nyhed på vores hjemmeside så du – hvis du ikke har mulighed for at deltage i selve mødet – kan se og høre det der.