|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
LPO hører fra mange af de kollegaer, vi taler – eller skriver – med, at et meget stort antal af deres tjenester er forlænget og flere oplyser, at de står til at få overnorm i 4. kvartal 2025. Følgende fremgår af arbejdstidsaftalen pkt. 15: ”Normperioden må ikke planlægges med overarbejde”. Dette står ikke kun i arbejdstidsaftalen, henholdsvis i LKF-håndbogen, det er også slået fast i forlig i sag vedr. overtid på normperioden fra d. 20. juni 2023, jf. LPO-medlemsinformation nr. 20-2023, hvor man i øvrigt også kan læse, at normperioden for LKF i tur i udgangspunktet heller ikke planlægges med overarbejde. Da turenes opbygning ikke følger normperioderne, kan der dog opstå ubalancer som gør at overarbejde på normperioden – bl.a. for at begrænse antallet af normbetingede korrigeringer – kan forekomme. Det kompenseres i så fald med den faktiske overskridelse + 50 % (overarbejdssats). Er overskridelsen på mere end 7,4 timer, kompenseres desuden med en SH-dag.
Men tilbage til kollegaerne i reserven, reserverammeturene og de kollegaer, som kører i ture med reserveuger i Esbjerg, Helsingør og Odense. Her kan reglerne ikke gradbøjes. Normperioden må ikke planlægges med overtid – punktum. Det betyder, at DSB er forpligtiget til at regulere normtiden, så overskridelser undgås. Det kan gøres enten ved at afkorte tjenester indenfor korrigeringsreglerne eller indlægge normnedsættende dage.
Da underretningsfristen nu er 16 dage, er det ved at være høje tid, da eventuelle normoverskridelser skal fjernes senest d. 31. dec. med et varsel på 16 dage. Dvs. det skal være ordnet og kunne aflæses af LKF senest mandag d. 15. dec.
Vi vil med denne information opfordre alle i reserven, der enten ved de står til overtid, jf. normopgørelsen, eller har mistanke herom, at følge dette tæt de næste dage. Du finder overtidsopgørelsen i Medarbejderportalen under ”Konto”. Her kan du både se en opgørelse frem til dato og en, som er fremskrevet til kvartalets udløb. Det er sidstnævnte du skal følge op på.
Hvis ledelsen ikke sørger for, at den eventuelle overtid fjernes og / eller ikke er imødekommende overfor dit ønske herom, skal vi på det kraftigste opfordre til, at du kontakter din lokale TR, som vil sørge for, at sagen behandles som aftalebrud, så den eller de normnedsættende dage kan gives i jule- og nytårsperioden.
Vi vil – hvis overhovedet muligt – søge at få sagerne hastebehandlet.