Medlemsinformation nr. 44-2025 Nytårshilsen

I sidste års nytårshilsen fyldte den foreståede indsættelse af Donald Trump i hans anden præsidentperiode – og den deraf følgende bekymring for en usikker fremtid – en del. Og, skulle det vise sig, det med rette. For hvis man er til kaos og uforudsigelighed, er ”The Donald” sjældent en mand, som skuffer. Vi skal ikke her trætte læserne med en længere opremsning af de fortrædeligheder og hovedbrud Mr. Trump har påført sine verdensmedborgere – ikke mindst os europæere – i året, som i dag rinder ud, men blot konstatere, at vi i vores del af verden skal til at spænde hjelmen, hvis vi vil undgå blive kørt over at Trump, Putin, Xi og andre af verdens autokrater.

I vores egen lille andedam blev 2025 året, hvor vi DSB’s nyeste IT-tiltag viste, at man ikke behøver krydse Atlanten, hvis man er til kaos og uforudsigelighed. Vores sydlige naboer, i hvert fald dem som kommer fra IT-virksomheden IVU Traffic Technologies AG i Berlin, kan også være med. Deres ”gave” – IVU.rail – til os sagesløse medarbejdere i DSB, er uden sammenligning den største udfordring, vi har stået med det seneste årti, både som virksomhed og som medarbejdere og enkeltindivider. Så vidt vi kan vurdere, ud fra de forholdsvis sparsomme tilbagemeldinger, vi har kunnet opdrive fra kollegaer ude i Europa, som de senere år har været IVU-ramt, bør systemets fortrædeligheder ikke komme bag på nogen. Men selv om tysk IT-teknologi og grafisk design aldrig har ryddet bordet ved diverse prisuddelinger, er det næppe systemets virkemåde alene, der har været, og fortsat er, problemet efter indfasningen i Drift F&R og hos Togpersonalet d. 27. oktober. Vi har i hvert fald ikke fantasi til at forestille os, at man ville kunne sælge systemet, hvis både virkemåden og grafikken var ubrugelig. Alt tyder på, at DSB, som minimum på grund af undladelsens synd, selv bærer en væsentlig del af ansvaret. Det har helt fra indkøbet tilbage i 2020 været et gennemgående mantra hos ledelsen, at alle former for medarbejderindflydelse skulle fravælges og de valgte medarbejderrepræsentanter skulle holdes ude i straks arm, ja helst endnu længere væk. En tilgang som på mange måder passer fint ind i ledelsesfilosofien; ”Vi alene vide”, som vores direktørkreds har arbejdet ud fra i hvert fald siden 2015.

Men ledelsen ved ikke bedst, slet ikke når det kommer til frontpersonalets arbejdsforhold og viden om, hvad medarbejderne ude i driften har brug for af oplysninger for at få både privatliv, arbejdsliv og den enkelte arbejdsdag til at hænge sammen. Hvis nogen skulle være i tvivl om ægtheden i denne påstand, så kig på IVU og det makværk mere end 3 års test har medført. Det er ganske enkelt skandaløst og bør få konsekvenser for den eller de skyldige. At ledelsen så samtidig har misforstået ledelsesretten, og hvad ledelsen har ret til, henholdsvis ikke ret til, i forhold til brud på både kutymer, aftaler og overenskomster, gør bare det hele meget værre.

Så vi står et svært sted, både fordi IVU ikke går væk og fordi man nu engang har den ledelse, man har. Det er vores lod at søge løsninger med dem, som helt frem til begyndelse af december i år har gjort deres yderste for at holde os væk fra enhver indflydelse. Så det gør vi og lige nu er der sat en masse initiativer i gang for at få styr på systemets virkemåde og grafiske visninger (og meget andet). Initiativerne inkluderer også LPO’s akutte 10-punkts plan, som du kan læse mere om i det seneste nummer af Det Blå Blad. Tidshorisonten for et IVU i nogenlunde brugbar stand er der vist ingen, der kender, men udfordringerne for hele virksomheden er så store, at ledelsen formentlig vil gå meget langt for at finde løsningerne. Der er ligesom ikke et alternativ.

Er alt så godt? Næppe. Selv om IVU-systemets evne til at opfylde medarbejderønsker har været omdrejningspunktet i ledelsens sagstaler helt fra den spæde start, er der lige nu intet, der tyder på, at det kommer til at ske i en grad, som vil stille lokomotivpersonalet tilfreds. I så fald må vi prise os lykkelige for, at den indgående aftale om pilotprojekter og arbejdstid har en begrænset løbetid, om end et år er meget lang tid og i øvrigt også alt for langt i IVU-systemets nuværende tilstand. Det SKAL være bedre og det bliver dét, 2026 kommer til at handle om. Kan IVU levere? Hvordan skabes en fornuftig balance mellem arbejds- og privatliv? Kan vi få bugt med de omsiggribende stresssymptomer og sikre den enkeltes trivsel? Kan DSB holde på medarbejderne eller løber kollegaerne skrigende bort, som vi lige i tiden ser nogle indikationer på?

Udfordringerne er mange og der kommer sikkert flere. For sådan er det at være banemand M/K i DSB. Når et problem nærmer sig en løsning, står de næste i kø. Det kræver sit og nogle gange har man brug for lidt bistand og sparring. Derfor skal vi være stolte af, og glade for, at vi har en udbygget og velfungerende faglig organisation med stærke lokale tillidsvalgte, dygtige arbejdsmiljørepræsentanter og et fintmasket kolleganetværk. De gør alle sammen et fantastisk arbejde i en turbulent tid. Pas godt på dem og giv lidt tilbage. Et skulderklap eller et kram.

Kun sammen er vi stærke – Godt nytår.