Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Carsten Understrup

Selvom nedenstående beretning fra det danske retssystem kan synes skræmmende, er den ikke tænkt til at afskrække DSB ansatte fra at anmelde voldsepisoder. Den er i første omgang tænkt som en kæmpe ros til togføreren og lokomotivføreren i beretningen for deres vedholdenhed i den omtalte sag.

 

Beskrivelsen kan synes som en ørkenvandring, der ikke er set siden Moses førte Israelitterne ud af Egypten og det var det også lidt. Men også en sag der viser, at ikke kun Arbejdsretten arbejder langsomt, det gør det øvrige retsvæsen i Danmark også.

 

Som skrevet er beretningen ikke tænkt til at afskrække nogen fra at anmelde vold. Håber snarere, at beslutsomheden fra de to ofre / vidner vil inspirere alle til ikke at finde sig i hverken verbal eller fysisk vold. I de senere år virker det lidt som om, vores tog for nogle mennesker fungerer som en mellemting mellem distriktspsykiatri og varmestue.

 

Det er jo desværre som det er og jeg har ikke løsningen på problemet. Men det virker også som om, at det har eskaleret både verbale og fysiske overfald på frontpersonalet ved DSB.

Og det skal vi ikke finde os i. Så få det nu anmeldt til politiet og som arbejdsskade.

 

Min rolle i sagen har udelukkende været som moralsk støtte. Dansk Jernbaneforbund stillede til hvert eneste indkaldt retsmøde op med juridisk bistand gennem advokattilstedeværelse.

Super kompetent advokat, der efter sagens afslutning heldigvis kunne meddele, at det var et usædvanlig langt sagsforløb.

 

Sagen strakte sig over to et halvt år (fra marts 2023 til september 2025), fra voldsepisoden til sagens afslutning, eller sagens afslutning for vores kolleger.

 

Sagen kort opridset. I et tog mellem København og Aarhus befinder der sig togfremførende lokomotivfører, der ingen rolle har i sagen, en pasrejsende Aarhus lokomotivfører, samt togfører og togbetjent. Det er togbetjenten og den pasrejsende lokomotivfører, der ender som voldsofre og dermed vidner i sagen.

 

En passager har en mildest talt uhensigtsmæssig opførsel i toget. I den anledning kontakter togføreren den pasrejsende Aarhus lokomotivfører (herefter benævnt LKF). LKF sammen med togbetjenten (herefter benævnt TGF) får isoleret tiltalte i sagen til vestibulen. Således at de øvrige rejsende er uden for tiltaltes rækkevidde. I vestibulen vil tiltalte henholdsvis ”bokse og kysse” TGF og LKF. Tiltalte vil i ”kyssemode” kramme og ja kysse og i ”boksemode” truer tiltalte med at smadre de to personaler.

 

Tiltalte skubber både TGF og LKF og TGF får en del kraftige dunk i ryggen – meget fint dokumenteret af fotooptagelse fra en passager. Som TGF sidenhen bemærker: ”Jeg troede kun det var et par dunk i ryggen, men optagelserne viste temmelig meget mere end et par dunk i ryggen”.

 

Som skrevet strækker sagen sig over et par år og der indkaldelse til fem retsmøder.

 

Første retsmøde er i Kolding og LKF og jeg når helt til Taulov, inden DJF bistandsadvokaten får fat i os. Tiltalte er ikke dukket op i Kolding byret, så vi kan roligt vende næsen hjemad.

 

Andet retsmøde er også i Kolding Byret og denne gang når LKF og jeg kun til Vejle, inden vi får besked om, at tiltalte er syg og retsmødet derfor endnu en gang er aflyst.

 

Tredje gang er lykkens gang – eller noget. Men vi når da helt til byretten i Kolding, hvor det viser sig, at politiet ikke har afhentet tiltalte. Og da denne ikke er dukket op af egen fri vilje, ja så er også dette retsmøde aflyst.

I øvrigt et aflyst retsmøde der kunne have bragt undertegnede i konflikt med loven eller rent faktisk gjorde det. I Kolding byret er der som i en lufthavn security, med scanner og tømmen lommer. Forskellen er, at lommeindholdet låses inde i et skab, indtil man forlader bygningen. Så mit nøglebundt med tilhørende lommekniv bliver låst inde med kommentaren: ”Det er faktisk ulovligt at bringe en lommekniv med”. Jeg slap dog for yderligere tiltale.

 

Der går så igen noget tid, inden vi hører mere til sagen. Det næste vi hører, er at sagen er overgivet til Københavns Byret. Tiltalte er flyttet til København og har også her nogle verserende sager, så i stedet for, at Kolding Politi skal afhente tiltalte i København og bringe denne til Kolding, ja så synes det da ganske fornuftigt at flytte alle sagerne til Københavns Byret.

 

Indkaldelsen til det fjerde retsmøde aflyses, da dommeren er blevet syg.

 

Men den femte indkaldelse ender med at sagen gennemføres. Der er i København afsat to dage til sagen, TGF og LKF skal afgive vidneudsagn på første dagen.

 

Meget overraskende er der i Københavns Byret ingen security eller scanner, man skal passere inden man får adgang til bygningerne. Byretten er i København – i modsætning til i Kolding – fordelt på flere lokationer, men sikkerhed er er vel sikkerhed? Så min langbladede lommekniv – ca. 2 cm. – er vel også farlig i København, eller de er måske bedre vant 😊.

TGF, LKF og jeg skal give møde i retssal 1. Det viser sig så, at man mangler os i retssal 7, for det er her retsmødet foregår. Det har ingen dog meddelt os, men vi når over i retssal 7, inden nogen, udover bistandsadvokaten, har savnet os.

 

Nok det mest opløftende i hele det langstrakte sagsforløb, var – efter vores deltagelse i retsmødet, hvor vi står uden for retssal 7 og taler med bistandsadvokaten – da tiltalte kommer ud af retssalen. Han sætter direkte kurs mod os, strækker hånden frem til både TGF og LKF og giver en uforbeholden undskyldning for sin opførsel. Og en fortjent undskyldning, for nu har jeg oplevet, hvordan det ved hver indkaldelse har påvirket både TGF og LKF at skulle gennemgå hændelsen igen.

 

Det forhindrede dog ikke tiltalte i at blive kendt skyldig og modtage en fængselsdom. Nu var det jo nok mængden af tiltaleforhold, der gav en ubetinget straf, men det viser, det nytter at anmelde og holde fast.

 

Som en sidste krølle på beretningen, så skrev jeg, at sagen tog over to et halvt år, hvilket er korrekt fra voldsepisoden til domsafsigelse.

 

TGF havde dog et erstatningskrav for svie og smerte på 5000,- kr. som blev anerkendt i Københavns Byret, men da dømte (tidligere tiltalte) ikke havde de pekuniære midler til at honorere dette, ja så er fordringen sendt til ”offerpuljen” af bistandsadvokaten – der som tidligere nævnt, er stillet til rådighed af Dansk Jernbaneforbund, ikke medlemmer klarer det hele selv – og sidste melding er, at det kan tage op til et par år før denne instans tager stilling til udbetaling.  Så man skal være tålmodig som voldsoffer.

 

Men husk alligevel at anmelde vold, trusler om vold og verbale overfald. Ikke kun til politiet, men også indmelde det som arbejdsskade, medmindre man er sikker på oplevelsen, ikke i de næste 40 år, vil kunne påvirke det fremtidige virke på det danske arbejdsmarked.