DBB 4-2024 – Kronik: Krænkelse

Af: Jakob Østergaard Elikofer, lokalgruppeformand Nykøbing F

Grænserne for mobning og chikane har så afgjort flyttet sig gennem de seneste år. For samtidig med, at vi som mennesker gennem samme periode, er blevet meget mere tolerante overfor mennesker med andre end gængse såkaldt normalopfattelser af verdenen, så er vi også samtidig blevet mindre tolerante overfor det, der før var normalt. Vi er altså blevet mere intolerant tolerante. Det kan være svært at navigere i og egentlig ville det nemmeste være at tie stille – det har så desværre også en bagside.

Personligt går mine grænser ved det seksuelle, som jeg faktisk mener alene vedkommer den enkeltes privatliv. Jeg trives fint med, at pinup kalenderen ikke længere hænger alle vegne. Værkstedshumoren som både kan være grov og vulgær, kan jeg også godt undvære, om end jeg lever med den. Lukker til tider ørene, når det bliver for groft og vulgært. Jeg oplever dog heldigvis sjældent, at det ligefrem er krænkende. Mange af den ny tids tanker om vulgaritet som en krænkelse, kommer fra de samme mennesker, der støtter op om Priden. Det gør jeg slet ikke. For mig er netop Priden grænseoverskridende, vulgær og for grov. Men netop her mødes jeg af påstande om, at jeg er fordømmende. Jeg synes, det er meget sært og meget svært at navigere i. Jeg vil gerne acceptere andre menneskers ret til at mene, de er noget andet, end det jeg lige ser. På den anden side set vil jeg også gerne have lov til at mene, som jeg mener. Til eksempel er der i dag over 70 kønsidentiteter, som vist nok er anerkendte. Jeg, derimod, mener, der i bedste fald er 3. For det er jeg blevet kaldt alt fra fordømmende til krænkende. Jeg kan måske gå med til forstokket – jeg er ikke fordømmende og slet ikke krænkende … Jeg mener bare noget andet. For mig er det en krænkelse, hvis jeg ikke må mene, det jeg mener. Efter sigende sagde Voltaire noget i denne stil: ”Jeg kan ikke udstå din holdning, men jeg vil til min død, kæmpe for din ret til at have den”.

Der er dog måder, hvorpå grænseoverskridende adfærd er netop grænseoverskridende og klart bryder med grænserne for friheden mellem mennesker. For mig ville det afgjort være klart over grænserne, hvis nogle beskyldte mig for særlige seksuelle præferencer – om jeg så havde dem eller ej – så ville det afgjort for mig være over grænsen, hvis nogle sagde det højt til mig – især i andres påhør. Jeg ville føle mig krænket. Faktisk tror jeg, de fleste af os har det sådan.

I DSB har vi som ansatte et sæt spilleregler, hvor vores øverste ledelse har defineret for os, hvad der hos os opfattes som krænkende adfærd og handlinger. Dette bifalder jeg meget højt og jeg er som tillidsvalgt meget opmærksom på dette. Jeg er stolt over at være ansat i en virksomhed, hvor den øverste ledelse har taget dette ansvar på sig. Dette har jeg også personligt givet udtryk for overfor vores øverste ledelse.

Desværre sker der – spilleregler eller ej – krænkelser. Selv om det ikke burde ske, sker det alligevel og når det gør, har vi i DSB nogle klare retningslinjer. Er det så nok at have klare retningslinjer, eller skal vi arbejde for at finde metoder til at håndtere det? Er regler og løftede pegefingre nok, og håndteres det i det hele taget efter hensigten?

Her i Nykøbing har vi vores såkaldte ”Langbord”, som vist er berømmet mange steder i virksomheden. Hvis dette bord kunne tale, kunne det fortælle om grove ord, hurtig og grov ping-pong humor, som er for de indviede, gode snakke om alt fra svære arbejdsopgaver til svære ting i privaten. Det kunne fortælle om vulgaritet så langt over grænsen, og det kunne desværre også fortælle om grænser, der nogle gange bliver overtrådt. For det sker. Må det ske? Nej det må det ikke. Kan det ske? Ja, det kan det. Heldigvis er mange gode til at gribe den og spontant, eller efter eventuel påtale, at komme med en uforbeholden undskyldning. For det særlige, der er ved dette langbord, er reglen, som er udstukket af de kolleger, der sidder omkring det. Reglen, der siger, at her må det gerne være groft, tilmed personligt, men aldrig nogensinde sårende eller krænkende.

Jeg ved, man har forsøgt at kopiere ”Langbordet” til andre steder i virksomheden uden den samme succes. For det er ikke den fysiske ramme, der definerer rammerne og reglerne. Det er de kolleger, der sidder om det, der gør dét. Langbordet har mange regler og de er udstukket af dem, der bruger det i DSB, hvilket vil sige, at de retningslinjer for krænkende adfærd, der er gældende i DSB, bestemt også er gældende om dette langbord.

Det kan så afgjort være svært at navigere i det her, og derfor skal vi også være parate til krænkelser (må ikke forveksles med krænkelsesparate). Vi skal være klar til, at de kommer. Vi skal være opmærksomme. Vi skal være omsorgsfulde og udvise empatisk adfærd. Jeg – der er markant lokalformand, tillidsmand, fremme i skoene med holdninger og anklager, klassens tykke dreng, og nok mere end det – skal være mere end almindeligt forberedt på tiltale og ping-pong, der for de fleste måske ville være langt over grænsen. Skal jeg finde mig i det? Ja, det skal jeg, så længe der er tale om humor og jeg har plads til selvironi og selv kan grine med. Går det aldrig over grænsen? Jo, det går over grænsen og jeg må nogle gange sige fra. Kan jeg forvente alle kan det? Nej, det kan jeg ikke. Empatisk tilgang er nødvendig, når man leger med her. Er jeg gået over grænsen? Ja, det er jeg og jeg har mærket det straks. Personligt har jeg taget fat i dem, hvor det er sket og vi har fået en god snak og en gensidig respekt om det. Jeg har lagt mig fladt ned, givet min uforbeholdne undskyldning og spurgt ind til, om vi skulle tale med en leder om det. Det samme har jeg oplevet, at andre har gjort overfor mig.

Det er til enhver tid den krænkede, der afgør, om man har følt sig krænket og hvor krænket, man har følt sig. Men hvordan skal krænkelsen håndteres, og hvordan vi kommer videre? For vi er så afgjort også nødt til at have en plan for at komme videre.

Vi skal kunne håndtere det og vi skal have en åbenhed i vores kultur, der giver plads til at håndtere det åbent. Når sådan en sag lukkes ned og gøres hemmelig, bliver den til et betændt sår. Her er åbenhed og ærlighed i sårhelingen nødvendig for at hele såret og komme videre. Her læger ingen tid noget sår. Svesken på disken og så snakker vi – også selvom det gør ondt og er svært.

Er det en ledelsesmæssig opgave? Ja, det er det så afgjort. Vores øverste ledelse har jo allerede udstukket retningslinjer for krænkende adfærd, så det har de taget på sig. Har vi som kolleger også et ansvar? Ja, det har vi så afgjort. Hvorfor ledelsen er her, blander jeg mig ikke i. Jeg kan dog med garanti sige, at jeg er her for at få min løn – og det regner jeg med, er gældende for alle mine kolleger. Det skal vi kunne gøre på en måde, hvor vi alle sammen trives med det og kan komme hjem fra arbejde og have det godt.

Desværre sker det, at nogle går hjem fra arbejde, med en oplevelse af, at det ikke har været rart at tjene sin løn. Fordi de har følt sig krænket, chikaneret eller endda mobbet. Det giver stress, og stress er direkte sygdomsfremkaldende. Det giver alvorlige sygdomme, som har en høj dødelighed. Det skal vi ikke have på vores arbejdsplads. Mange faktorer på vores arbejdsplads giver anledning til stress. Mobning og chikane skal vi lade være med, vi skal respektere hinandens forskellighed. Give vores kolleger plads og hjerterum. Sådan gør vi i dag, og det skal vi blive ved med. Vi skal alle være tjent med at tjene vores penge med værdighed.

Er det kun mellem kolleger der foregår mobning? Nej, desværre ikke. Det sker desværre at ledere også krænker, chikanerer og mobber. Det ligger så langt fra min tankegang at ville bruge den slags metoder til at promoverer mig selv. Måske er det derfor, jeg ikke er leder. Eller i hvert fald ikke har job som leder. Måske er det sådan, man kommer til tops??? Jeg ved det ikke, for jeg er jo her. Hvis jeg i disse dage kigger over hos Moderaterne, kunne det godt se ud som om, det er sådan, man handler som leder. At det måske ligefrem er en del af almindelig ledelseskultur. Endnu en god grund til at jeg ikke er leder.

Vores øverste ledelse har, med deres retningslinjer for krænkende adfærd, gjort det klart, at de ikke vil stå i det morads Moderaternes ledelse, har bragt sig selv i. Vores øverste ledelse har med deres retningslinjer for krænkende adfærd vist, at i DSB bliver det ikke en studentermedhjælper, der siger alt det højt, det ikke er meningen skal siges højt. For jeg føler jeg mig sikker på, at ingen i den øverste ledelse ønsker at se sig selv i den situation, Lars Løkke ser sig selv i nu.

Pas på jer selv og hinanden derude. God arbejdslyst.