DBB 4-2024 – Lederen – Samarbejde

Af: Peter Kanstrup, områdegruppeformand

Vi har efterhånden nogle gange på lederpladsen her i bladet skrevet om samarbejdsrelationen mellem ledelsen og os faglige og de udsving, som der er. Det er der ikke i sig selv noget bemærkelsesværdigt i, da relationen både er vigtig og da den set over tid naturligvis – som alt her i livet – går op og ned. Desværre har samarbejdsrelationen efterhånden længe været mest for nedadgående. Ja, for enkeltes vedkommende har den vel ret beset været fastfrosset på koldkrigsniveauet fra konflikten i 2018-2019. Så hvis nogen – med afsæt i denne leders overskrift – var blevet foranlediget til at tro, at det efterfølgende bliver en oplistning af det gode samarbejde, som der er mellem os faglige og ledelsen i DSB, vil disse ”nogen” nok blive skuffet. For sagen er, at listen med positive historier ud i samarbejdet reelt er meget kort. Og der, hvor det faktisk går godt – eller nogenlunde – er vi nok ikke supermotiverede til at udbasunere dette, idet vi simpelthen er bange for, at det er så skadeligt for karrieremulighederne for dem, der gerne vil samarbejde, at det risikerer at sende de pågældende ikke bare ud på et sidespor, men i værste fald helt ud af virksomheden. Det er en hård og alvorlig påstand. Desværre er der mange indikationer på, at den er rigtig.

På mange måder siger kronikken fra LPO Kh’s lokalgruppeformand, Thomas Knudsen, om forløbet omkring de nye opholdslokaler i København i det seneste nummer af bladet, alt. Ledelsen ønsker ikke vores input, involvering og da slet ikke vores indflydelse. Vi kan allernådigst få lidt sporadisk information om, hvad ledelsen agter at gøre, henholdsvis har gjort. Men er det samarbejde?

Dansk Industri skriver på deres hjemmeside om samarbejde, at: ”Det daglige samarbejde skal bygge på information og dialog mellem medarbejdere og ledelse”. Der står videre, at: ”… grundlaget for et godt samarbejde er motiverende ledelsesformer og en aktiv medvirken fra medarbejderne og deres repræsentanter i udviklingen”. Der er efterfølgende i DI’s skriv flere bud på, hvordan det gode samarbejde opnås. Et af disse lyder: ” … give information til medarbejderne på et så tidligt tidspunkt, at synspunkter, ideer og forslag kan indgå i ledelsens beslutningsgrundlag”. Den lader vi lige stå lidt …

I LPO håber vi ikke, at der er nogen i ledelsen som alvorligt mener, at de har opfyldt ovenstående i forbindelse med etablering af nye opholdslokaler i København. Dette sagt velvidende, at vi har en underdirektør i Togdrift, som slår sig op på samarbejde, men slet ikke søger det. Ja, han søger end ikke den relation, der er en forudsætning for at kunne samarbejde. Det er muligt, at han synes, vi faglige er sure, men det er altså os, der har rakt hånden ud og inviteret til dialogmøde (hvor vi fik en ordentlig omgang voksen skældud) og givet plads her i bladet til, at han kunne komme ud med sine budskaber.

Nu kunne man – på baggrund af ovenstående – måske foranlediges til at tro, at nærværende er et angreb på underdirektøren i Togdrift. Det er ingenlunde tilfældet og var der ikke andre udfordringer med samarbejdsrelationen, gik det jo nok. Desværre er det ikke tilfældet. Vi oplever alt for ofte, at ledelsen hellere ser vores hæl end tå. At vi er en paria. At målet er at holde os så lidt orienteret som muligt og undgå eller ignorere vores input.

Ledelsen vil jo nok påstå, at der skal to til tango. Det er naturligvis korrekt, men udspillet ligger altid hos dem der sætter retningen, altså ledelsen. Og samarbejdet starter altid i dialogen. Når den er fraværende, som i ovenstående eksempel fra Togdrift, men også i et utal af andre situationer, bliver det svært. Vi lider helt sikkert under nedlæggelsen af et større antal samarbejdsudvalg tilbage i 2020. Eller rettere vi lider under, at de ikke blev afløst af andre faste dialogfora. Og så lider vi – som tidligere nævnt – under den sparsomme information og den manglende inddragelse. Nogle steder endda toppet op med, at det, der aftales, ikke overholdes. Så det …

Områdegruppens ledelse blev på seneste møde med topledelsen i DSB – hvor samarbejdsrelationen blev drøftet – spurgt til, hvad vi mener, vi skal samarbejde om. Svaret var og er ret simpelt. ALT. Det er naturligvis ikke altid, det giver lige god mening og ikke altid man kan blive enige, men vi skal da altid søge samarbejdet i enhver relation og om et hvilket som helst forhold der berører vores aftaleområde og vores medlemskreds. Det er vel for pokker ikke så svært. Hvis man vil og hvis man kan se værdien af det? Men måske er det her, det kniber?

Nu kan det naturligvis være, at vi bare ser forskelligt på, hvad samarbejde er? Så lad os slutte med en opfordring til jer i ledelsen, som taler om samarbejde, men hvor der ikke rigtig sker noget: ”Man samarbejder ikke, fordi man siger, man gør det – eller fordi man siger, man gerne vil gøre det. Man samarbejder kun, når man sætter handling bag ordene og man rent faktisk gør noget ved det”. Og der er vi bare slet ikke lige nu …