DBB 2 2024 – Ytringsfrihed i DSB

Af: Peter Kanstrup, områdegruppeformand

Kan man i DSB sige, hvad man vil, når man vil og uagtet i hvilken sammenhæng? Det korte svar er: ”Ja”, med den lidt eftertænksomme tilføjelse: ”men det kan næppe anbefales og du skal være meget påpasselig med sammenhængen”. Forklaring følger …

Som en udløber af den stærkt omtalt Buddingesag og dennes efterspil, havde ledelsen i DSB på det seneste Hovedsamarbejdsudvalgs (HSU) møde ønsket at få en drøftelse af ytringsfriheden i DSB, da ledelsen var af den opfattelse, at det er skadeligt for virksomheden, når det i medierne fremgår, at ytringsfriheden i DSB har vanskelige kår. En længere debat førte til, at der mellem ledelse og M-side i HSU var enighed om, at ”vi ikke ser, at der er udfordringer, men det medfører ikke, at der kan være medarbejdere, som oplever noget andet”.

Selv om det i sig selv er en interessant konklusion, var der på HSU-mødet også andre vedkommende pointer i den debat, der gik forud, nemlig at:

• Ytringsfrihed ikke pr. definition er – eller opfattes som – en ytringsret
• Der er formentlig en vis selvcensur, som kan være begrundet i konkrete sager
• Der kan være en modvilje mod at ytre sig på grund af frygten for at sige noget, som opfattes forkert af minoriteter, herunder personer med anden kulturel eller etnisk baggrund

Ombudsmanden slår fast, at offentlig ansatte (herunder ansatte i offentligt ejede virksomheder, red.) har en udstrakt ytringsfrihed. I samme skriv fremgår det, at retten til udstrakt ytringsfrihed også gælder, når man udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsområde. Det er jo ret klar tale og Ombudsmanden konkluderer, at ”Krænkelser af ytringsfriheden for offentligt ansatte går ud over både den enkelte ansatte og offentlighedens viden om de reelle forhold i myndighederne”. Et eller andet sted giver det jo meget god mening, for hvem skal ellers oplyse samfundet om, hvad der foregår? Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at man (naturligvis ikke) kan udtale sig på myndighedens / institutionens vegne. Det er en ledelsesopgave.

Så i udgangspunktet gør man intet forkert, hvis man giver udtryk for egne holdninger i en virksomhed, som DSB. Om det så er fornuftigt, er en anden sag, som den enkelte må vurdere. Her på bladet fortsætter vi vores linje. Vi holder fast i rollen som drengen i Kejseren Nye Klæder og siger, hvis de (ledelsen, myndighederne, politikerne, etc.) ikke har noget tøj på. Vi bestræber os på at gøre det i en god og sober tone og lader gerne andre synspunkter få plads. Lidt anderledes er det med bladets bagside. Bagsiden har gennem mere end 20 år givet plads til satire, som i sit inderste væsen er magtkritik. Og den linje holder vi fast i. Magthavere skal kritiseres og satire er både her i bladet og mange steder rundt om i verden det rette våben til den opgave. Og som det fremgår af HSU-referatet fra omtalte møde, så er Det Blå Blad udtryk for, at der er rimelig vide rammer for, hvad man kan skrive.

Men ytringsfrihed er mange ting og det er en rettighed, som bør forvaltes med omtanke. En tidligere udenrigsminister sagde under Muhammed-krisen, at man skal være opmærksom på, at: ”vi har ytringsret, ikke ytringspligt”. Tanken var næppe at agitere for en indskrænkning af grundlæggende frihedsrettigheder, men nok nærmere at mane til besindighed og overveje, om det var vigtigt at udøve religionskritik, når modtagers opfattelse var, som den var. Og det var måske ikke bare fornuftigt i den højspændte situation tilbage i 2006, men i det hele taget en klog indgangsvinkel til ytringer, også i det små. Hvad er budskabet? Hvordan serveres det? Hvem er modtageren? Og så er vi fremme ved denne leders egentlig pointe.

Selv om det vel reelt altid har været modtageren, som definerer hensigten i et budskab, har det i dagens Danmark taget en drejning, hvor mange efterhånden kun er optaget af indpakningen, ikke budskabet. Og selv om der virkelig skrives meget grimt og nedladende på de sociale medier, så er der omvendt en krænkelsesparathed, som vi ikke har oplevet tidligere og som man er nødt til at have i sine tanker, inden man siger eller skriver noget. Der findes i DSB retningslinjer for krænkende adfærd(link kan kun tilgås fra en DSB-enhed), hvori det fremgår, at det også omhandler, mobning, chikane og trusler. Hvis retningslinjerne overtrædes, kan det få ansættelsesretlige konsekvenser. Så tænk jer nu godt om. Vi har haft de første sager, hvor nogen har sagt eller gjort noget, som opfattes fuldstændig anderledes end afsenderen havde tænkt. Det skal i øvrigt i den forbindelse bemærkes, at nærværende gælder for alle i DSB – også ledere. Hvis nogen skulle vælge at tale nedsættende eller grimt til deres medarbejdere, ja så kan de ikke / næppe gøre det under dække af ledelsesretten, eller retten til at retlede en ansat.

Da det er de færreste, der står så hårdt på deres ytring, at de er parat til at tage konsekvensen, i hvert fald hvis den er en afsked, så kommer her nogle gode råd. Husk den gode tone og husk – hvis ytringer sker elektronisk – at internettet glemmer ikke. Sidst men ikke mindst, hvis din ytring kun har til hensigt at udsprede galde og såre andre, så er det nok bedst at holde sin k… (hvis man må sige det …).