Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

LPO afholder generalforsamling – eller som det hedder på LPO’sk: Repræsentantskabsmøde – hvert andet år. Mødet holdes i marts eller april i lige kalenderår, således også i 2024, nærmere bestemt onsdag d. 10. april.

Mødet blev denne gang afholdt i Dansk Jernbaneforbunds nye hus / mødelokaler på Bjerregaardsvej i Valby.

Repræsentantskabet består af formand og næstformand i de 12 lokalgrupper plus de 5 områdegruppebestyrelsesmedlemmer, altså i alt 29, hvis alle møder frem og hvis de 5 områdegruppebestyrelsesmedlemmer hverken er formand eller næstformand i en lokalgruppe. Virkeligheden er, at der er 4 sammenfald og så var der hele 3 ”afbud”.

De 22 delegerede blev på dagen flankeret af 7 indbudte gæster fra forbundet og vores nære samarbejdspartnere i TPO, SPO og LPO-S-tog og af knap 10 medlemmer, som havde meldt sig som tilhørere. Du kan læse mere om indkaldelse og dagsordenen, mv. i LPO’s medlemsinformation nr. 07-2024 og om repræsentantskabsmødets beslutninger i medlemsinformation nr. 13-2024. Selv om det givetvis er spændende læsning, så er det måske mere interessant at høre om nogle af deltagernes oplevelse af mødet og dagen. Vi giver derfor i det efterfølgende ordet til 4 af de delegerede, nemlig Diana Guthkjer (Helsingør), Rene Filbert (Odense), Torben Rydahl Due (Tinglev) og Carsten Larsen (Nykøbing F).

Diana Guthkjer:

Ved dette års repræsentantskabsmøde blev Hans-Morten og jeg indbudt til at deltage som repræsentanter fra Helsingørs lokalbestyrelse. I form af min position som forholdsvis ny suppleant, var jeg spændt på denne oplevelse og sætter pris på, at jeg fik denne mulighed for at se tingene lidt mere indefra.

Det var interessant at hilse på og få sat ansigt på LPO’s områdegruppebestyrelse, de mange repræsentanter fra alle landets lokalbestyrelser, medlemmer af DJ’s forbundsledelse, samt diverse andre gæster.

Før mødets åbning og vores tildelte pladser blev indtaget, blev der lagt ud med en frokost, hvor snakken gik på kryds og tværs af de deltagende. Bl.a. gode snakke om, hvad som rører sig ude på de forskellige depoter, både gode og mindre gode ting, som kan være fuldstændige modsætninger til oplevelser på andre depoter.

Hjemmefra var der rundsendt en mail med en skriftlige beretning omhandlende et overblik over meget af det, der er blevet arbejdet med siden seneste repræsentantskabsmøde i 2022. Det blev suppleret yderligere op af både åbningstalen og en omfangsrig beretning af Peter Kanstrup. I løbet af mødet foregik der afstemninger til diverse indkomne forslag og valg af repræsentanter til områdegruppens bestyrelse. Det forløb ganske tilforladeligt samtidigt med, at der kom en god og ordentlig debat om forslagene fra talerstolen, indtil alle havde fået svar på deres spørgsmål / kommentarer, etc.

Slutteligt fik vi en kort opdatering fra DJ’s forbundsledelse og fra områdegrupperne SPO, TPO og LPO-S-TOG. Spændende at høre, hvordan tingene står til hele vejen rundt i organisationen. Alle har deres kampe at kæmpe og jeg fik fornemmelsen af, at der også bliver stået sammen i det store billede, så vi i fælles front kan passe på alle de tiltag, den danske model har skaffet os igennem tiden, samt kæmpe for bedre forhold til medlemmerne på alle DJ’s berøringsflader.

Aftenen blev rundet af med en masse snak over en hyggelig middag.

Rene Filbert:

Den 10. april 2024 blev LPO DSB´s ordinære repræsentantskabsmøde (RM24) afholdt i DJ´s nye hus på Bjerregårdsvej 16 i Valby. Huset hedder i dag Valbyhus, men da DJ agter at benytte huset og dets faciliteter, som en møde- og kursusinstitution, så synes jeg godt, vi i daglig tale kunne referere til huset som ”TR-Huset”. Men ikke desto mindre blev RM24 afholdt, efter min opfattelse, i nogle særdeles perfekte rammer og omgivelser.

Tillidsfolk, for- og næstformænd fra LPO DSB fra hele landet og indbudte gæster var samlet til mødet. Inden mødet gik i gang, sad jeg og funderede lidt over, hvad et repræsentantskabsmøde egentligt er for en størrelse? Jeg kunne fornemme på min egen formand, Kent Larsen Jensen, at det ikke var et møde, man sådan lige kunne melde afbud til, så det gjorde mig lidt nysgerrig på at finde ud af, hvorfor vi har et repræsentantskab.

I mange aspekter af det danske samfund spiller repræsentantskabet en afgørende rolle. Fra politiske partier og fagforeninger til boligforeninger og finansielle institutioner, repræsentantskabet er et kerneelement i organisatorisk struktur. Men hvad er et repræsentantskab og hvordan fungerer det? Et repræsentantskab er en forsamling af valgte repræsentanter, der repræsenterer en større gruppe. Disse repræsentanter er ofte valgt af medlemmerne af en organisation eller en gruppe, og de har til opgave at repræsentere medlemmernes interesser. Et repræsentantskab kan være stort eller lille, afhængigt af organisationens størrelse og formål. Det kan bestå af et lille antal repræsentanter fra en lokal klub eller fra en stor national organisation. Repræsentantskabets vigtigste rolle er at sikre, at medlemmernes stemmer høres og organisationen drives på en måde, der bedst tjener medlemmernes interesser. De valgte repræsentanter har normalt ansvar for at tage vigtige beslutninger på vegne af organisationen, som kan omfatte alt fra at godkende regnskaber, budgetter og vedtægter til at vælge ledere og bestyrelsesmedlemmer. Repræsentanterne i et repræsentantskab er ofte forpligtet til at handle i organisationens bedste interesse. De skal udøve deres beføjelser på en ansvarlig og retfærdig måde og sikre, at organisationen opfylder sine forpligtelser over for sine medlemmer og samfundet som helhed. Repræsentantskabet spiller en særlig stor rolle i foreningslivet. I politiske partier vælger medlemmerne repræsentanter til at repræsentere dem i partiets ledelse og på partiets landsmøde. I fagforeninger vælger medlemmerne repræsentanter til at repræsentere dem i forhandlinger med arbejdsgivere og i fagforeningens beslutningstagning.

Jeg er personlig meget stolt over at være en del af den demokratiske institution som vores forening er. Det gør mig glad, når vi i fred og fordragelighed kan vælge formænd og deres bestyrelser, uden det skal foregå med mistillid og magtmisbrug, som det foregår i nogle lande på den sydlige halvkugle (og desværre mange andre steder, red.). Jeg er ikke mindre stolt over, at vores siddende områdegruppeformand, Peter Kanstrup forsætter ufortrøden de næste 4 år. Han blev valgt uden modkandidater, ligesom Thomas Lemmy Knudsen, som blev valgt de næste 4 år som områdegruppebestyrelsesmedlem. Suppleantposterne fordelte sig sådan: 1. suppleant Kim Kroman, Næstved (Nyvalg), 2. suppleant Simon Brix Aabern, Kalundborg (genvalg), 3. suppleant Bjarne Aunsbjerg Aalborg (genvalg). Bilagskontrollanter blev: Martin Rye, Fredericia (nyvalg) og Thomas Ipsen, København (genvalg). Billagskontrollantsuppleanter blev: Pernille M. Rasmussen, Helsingør (nyvalg) og Michael Korczak, Nykøbing F (genvalg). Tillykke til alle med valgene.

Torben Rydahl Due:

Som nyudnævnt næstformand i lokalgruppen i Tinglev var jeg indbudt til RM24. Efter en kort rådslagning med lokalgruppeformanden, blev vi enige om, at jeg skulle med som et par ekstra øjne og særligt ører. Jeg havde absolut ingen særlige forventninger til dagen og slet ikke efter, at det gik op for mig, at det kostede mig en feriedag for deltagelsen.

På dagen mødte jeg lokalgruppeformanden i toget i Rødekro, og han mødte mig med både pladsreservation og hjemmebrygget kaffe – netop i dette øjeblik fik jeg fornemmelsen af, at det ville blive en særlig god dag. Vi ankom planmæssigt til den gamle katolske kirke i Ny Carlsberg/Valby og blev hjerteligt modtaget af hver og én af de fremmødte. Her slog det mig, at jeg var “landet” midt i et stærkt fagpolitisk fællesskab, som man i vore dage skal lede efterhånden længe efter for at finde! Jeg oplevede det knap 4 timer lange møde meget interessant og berigende og det gik op for mig, hvor meget vores fagforening til dagligt kæmper for medlemmernes ve og vel gennem stærke aftaler med vores arbejdsgiver.

Det slog mig også undervejs, at kommunikationen mellem fagforening og det enkelte medlem halter noget. Vores forening sender rigtig meget materiale ud til medlemmerne, de lægger masser af læsestof på hjemmesiden og de deltager flittigt i generalforsamlinger samt medlemsmøder ude i landet. Alligevel fik jeg info og en forståelse af det daglige arbejde, som jeg ikke havde inden mødet. Det er i høj grad selvforskyldt, men jeg tror desværre, at flere kolleger har det på samme måde. Hvis alle medlemmer vidste, hvor hårdt og dedikeret vores fagforening arbejder, så ville megen kritik fra “stuerne” forstumme. Tilbage står bare spørgsmålet: Hvordan bliver det kommunikeret ud?

Da mødet sluttede, måtte jeg desværre haste retur til Sønderjylland, da vores gode arbejdsgiver havde brug for mig tidligt den næste dag. I toget hjemover sad jeg og reflekterede over dagen og konkluderede, at trods ingen forventninger overraskede dagen mig meget til den positive side – og den var hele feriedagen værd.

Carsten Larsen:

Først lidt om mig selv. Jeg hedder Carsten Larsen er 56 år gammel og ansat som lokomotivfører i Nykøbing Falster. Jeg har været ansat i DSB siden 1990, de første 14 år på S-tog. Jeg har været arbejdsmiljørepræsentant (AMR) siden 2009, og har også engageret mig fagligt af flere omgange i den lokale LPO-afdeling. I Nykøbing F har vi en tradition for god sparring mellem arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter og de senere år har vi knyttet arbejdsmiljø tættere på lokalgruppen ved at oprette en direkte plads i lokalgruppen til arbejdsmiljørepræsentanten, hvis denne vel og mærke er medlem af DJ. Jeg har derfor siddet med som AMR i lokalgruppen og da der ikke var andre efter vores generalforsamling, der ønskede pladsen som næstformand, tog jeg den, da vi skulle konstituere os. Så det var i rollen som næstformand i LPO Nykøbing F jeg deltog i årets repræsentantskabsmøde.

Selv om jeg – som nævnt – af flere omgange har været aktiv i det faglige arbejde og også førhen har bestridt posten som næstformand lokalt, er det første gang jeg deltog i et repræsentantskabsmøde. Med mine mange år i det faglige har jeg selvfølgelig et stort netværk og det er altid interessant og givende at møde ligestillede kollegaer.

Selve indholdet på repræsentantskabsmødet har jeg ikke så meget til, da det jo langt hen ad vejen er, som en hvilken som helst anden generalforsamling bare med et andet navn. Men som den engagerede AMR, jeg betragter mig selv som, kan jeg kun undres over, at man ikke for længst har set styrken i at inddrage AMR mere og bedre fagligt, lige som vi har gjort i lokalgruppen i Nykøbing F. Altså simpelthen oprettet en plads i områdegruppen, som er øremærket en repræsentant fra arbejdsmiljøorganisationen, som vel og mærke er en valgt AMR blandt kollegaerne ude omkring og ikke som nu en faglig valgt repræsentant, som områdegruppen har besluttet, har arbejdsmiljø som sit område. Mig bekendt er der nu 2 år til næste repræsentantskabsmøde, så måske det kunne nås inden da.