Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Peter Kanstrup, HSU-næstformand

Som mange nok erindrer, opsagde DSB sidste år alle aftaler omkring arbejdsmiljøarbejdet i DSB, bl.a. fordi ledelsen ønskede en arbejdsmiljøorganisation alene forbeholdt arbejdsmiljørepræsentanter (AMR). Årsagen hertil var angiveligt, at ledelsen havde – og formentlig fortsat har – den opfattelse, at de ganske få tillidsrepræsentanter (TR), som i den gamle arbejdsmiljøorganisation var placeret i bl.a. organisationens øverste organ; Arbejdsmiljørådet, politiserede i en grad, hvor det var uhensigtsmæssigt for arbejdsmiljøarbejdet i DSB. Eller måske blot irriterende for ledelsen ageren?

Nu får man nok ikke ret mange TR på nakken, hvis anklagen er, at de politiserer, eftersom det er hele kernen i TR-arbejdet. Men det var naturligvis problematisk for de faglige organisationer, at indflydelsen på arbejdsmiljøarbejdet på den måde forsvandt, da mange væsentlige forhold på arbejdspladsen i DSB kategoriseres som arbejdsmiljø, f.eks. work-life balance og stress, bare for at nævne et par af de vigtigste.

I arbejdet med at indgå nye aftaler om det fremtidige arbejdsmiljøarbejde i DSB i efteråret 2023 opstod der en mulighed for – da ledelsen var meget insisterende på den skarpe opdeling mellem AMR og TR – at etablere et selvstændigt forum for drøftelse af arbejdsmiljøspørgsmål mellem ledelsen og de faglige organisationer. Efter en vanskelig og kompliceret fødsel blev parterne enige om at etablere Det Politiske Arbejdsmiljøforum (DPA), hvor overordnede arbejdsmiljøspørgsmål kan drøftes. Trods navnet refererer DPA til Hovedsamarbejdsudvalget (HSU), da der – som tidligere nævnt – er (rimelig) vandtætte skotter mellem arbejdsmiljøorganisationen og samarbejdsudvalgsstrukturen i øvrigt.

DPA drøfter jf. aftalen, bl.a. følgende emner:

  • Trivselsmåling
  • Stress
  • Work-life balance
  • Vold og trusler
  • Fravær
  • Hjemmearbejde
  • Forslag til ændringer i rammeaftale om arbejdsmiljøarbejdet i DSB

Listen er ikke udtømmende, men det er fælles for emnerne, at de er karakteriseret ved også at have en fagpolitisk vinkel. Det er således på ingen måde hensigten med arbejdet i DPA at gå arbejdsmiljøorganisationen – eller AMR – i bedene. Det vigtige arbejdsmiljøarbejde, som knytter sig til love, regler, bekendtgørelser, osv. ligger og skal fortsat ligge hos dem. Det er i alles interesse. Og – som vi ser det – udelukker det ene ikke det andet. Det bringer blot en vinkel mere til de overordnede emner, der i deres natur kan og bør drøftes mellem ledelsen og de valgte TR i en mere fagpolitisk kontekst. Det er i øvrigt også et væsentligt element i den forbindelse, at DPA referer til og kan lave indstillinger til drøftelse i HSU, da det sikrer, at M-siden i HSU ikke er helt afkoblet fra arbejdsmiljøarbejdet.

DPA har følgende 7 faste medlemmer: HR-direktøren, Arbejdsmiljøchefen, næstformanden i HSU, samt en valgt TR fra hver af de 4 store organisationer i DSB, dvs. Dansk Jernbaneforbund, HK, Akademikerne (AC) og Fællesorganisationen (FO) for smede og elektrikere. TPO, SPO, LPO-S-tog og LPO er blevet enige om at pege på vores områdegruppebestyrelsesmedlem, Hans Merstrand som DJ’s repræsentant i DPA og så deltager denne artikels forfatter i kraft sin rolle som næstformand i HSU.

Der afholdes 3 årlige møder i DPA og arbejdet er kommet rigtig godt fra land. Første møde blev afholdt i foråret og der var på mødet en fælles forståelse og – det er i hvert fald vores oplevelse – en fælles lyst til at komme rundt om nogle af de vigtige emner, der presser sig på. De første møder har især omhandlet stress, vold og trusler og natarbejde. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, men der allerede tiltag i gang, bl.a. i forhold til sidstnævnte, som forhåbentlig inden for en kort tidshorisont vil kaste noget handling af sig.

Når det så er sagt, så er der måske en lille disputs under opsejling i forhold til, hvor officielt DPA er. Det viser sig nemlig, at man ikke kan finde noget om DPA på abc! Måske beror det på en misforståelse? Det er i hvert fald vores holdning, at man som ansat i DSB naturligvis skal kunne læse om udvalg, som beskæftiger sig med emner at betydning for medarbejderne, herunder hvad der besluttes i disse udvalg. Der arbejdes i skrivende stund på en afklaring af nærværende.

Hvis du har lyst til at læse hele aftalen om DPA, kan de tilgå den her. Aftalen er aftalemæssigt bundet sammen med rammeaftale om arbejdsmiljøarbejdet i DSB.