Service på DSB’sk:

 

I slutningen af februar vil alle lokomotivførere modtage første modul af et e-læringsprogram omhandlende ”Service på DSB’sk”. Vi husker nok alle farcen vedrørende Trafikinformation fra januar 2014. Det er vand i forhold til det nye påfund, som projektmagerne i Telegade nu vil belemre os med. Vi skal alle igennem et program, hvor vi skal lære at tale ordentligt til vores passagerer. Lokomotivførere, der jo ofte har andet at lave, skal altså lære, at vi høfligt skal hjælpe vores kunder med at hjælpe sig selv. Vi har jo uniform på, og ”morlil” på perronen ser jo blot en DSB ansat og forventer derfor hjælp og information.

 

Fint nok, men DSB vil bare ikke afsætte tid af til dette arbejde, da de mener, at vi har masser af luft i turene, hvor vi kan gennemføre nævnte e-læringsprogram.

 

Nu har LPO DSB selvfølgelig ikke noget imod, at lokomotivførere skal servicere vores passagerer. Men at projektmagerne i Telegade udarbejder et projekt, som er så nedladende overfor professionelle medarbejdere skriger til himlen. Hvordan kan ledelsen have den opfattelse, at lokomotivpersonalet ikke taler ordentligt til folk?

 

De fleste af os er faktisk ganske udmærket opdraget hjemmefra. Skulle der være en enkelt eller to, der ikke kan finde ud af dette, så må ledelsen jo tage en snak med den enkelte. At vi skal lære at hjælpe kunden med at hjælpe sig selv er der intet nyt i. Vi har alle dage pænt henvist folk til informationstavlerne, togpersonalet (hvis der er nogen) eller billetsalget. (hvis det ikke er skiftet ud med en automat). Det gør vi hver dag, vi er på arbejde. Men ledelsen er vel klar over, at vi ikke tid til at stå og sludre i 10 minutter på en perron.

 

LPO DSB har intet mod e-læring. Det kan i nogle tilfælde være smart nok. Og selv om 3 gange 20 minutter over flere måneder ikke lyder af meget, er det ufravigeligt, at DSB afsætter tid til opgaven. For hvad er det næste gang? Et litra kursus? Sikkerhedsundervisning? Vi må holde fast i, at undervisning er arbejdstid. Opgaver i arbejdstiden skal være beskrevet, eller der skal aftales kompensation for den brugte tid.

 

Men det har DSB altså valgt at se stort på. Der har ganske vist været en slags dialog, hvor vi selvfølgelig har gjort ledelsen opmærksom på, på en faglig og saglig måde, at indholdet er skævt og nedladende, og der selvfølgelig skal afsættes tid af til arbejdsopgaven. Ledelsens svar har blot været:

 

”Det er besluttet, at sådan er det.”

 

Ledelsens opfattelse af god dialog og samarbejde er altså uforandret. De meddeler blot, hvad de har besluttet. De lytter da gerne til personalet, men det ændrer intet ved deres oprindelige beslutning. Møder ledelsen faglige og saglige argumenter, trækker de blot ledelseskortet og meddeler, at det er besluttet.

 

DSB’s ledelse har lige modtaget en historisk dårlig MTAPV rapport. Vi skal i gang med at udarbejde handlingsplaner, men det bliver meget svært at komme i mål med en ledelse, som opfatter dekreter som samarbejde. LPO DSB må på den baggrund – desværre – konstatere, at ledelsens megen snak om bedre samarbejde, involvering og attraktive arbejdspladser, når de fine ord skal omsættes til praksis, kun er tom snak.