LPO får i disse dage en del henvendelser fra bekymrede medlemmer.

 

At mange bekymrer sig om den verdensomspændende Corona pandemi, er ikke underligt. Der er naturligvis mange spørgsmål, da vi står i en vanskelig situation, helt uden fortilfælde, hvor vi – som statsministeren udtrykte det i onsdags – bygger skibet, mens vi sejler.

 

Der er, ud over den generelle bekymring, en række udfordringer omkring vores arbejdssituation, hvor løsningen desværre ikke altid ligger lige for. Og der er ting, hvor vi knokler med at finde svar, men hvor et svar slet ikke findes på nuværende tidspunkt. Det er utrygt, og det er derfor vigtigt at holde fast i de informationer, der foreligger.

 

Først og fremmest. Følg myndighedernes anvisninger. Vær især opmærksom på Sundhedsstyrelsens opfordringer og retningslinjer, f.eks. omkring håndhygiejne.

 

Dernæst. DSB udsender p.t. daglige informationer vedr. Corona, og har samtidig samlet en række information om Corona på en temaside på intranettet. Læs dem, de giver svar på mange af de spørgsmål, der trænger sig på.

 

Er der noget, du er i tvivl om i forhold til din arbejdssituation – eller giver Corona nogle særlige udfordringer, f.eks. på hjemmefronten – så kontakt din leder, og også meget gerne din lokale tillidsrepræsentant.

 

Vedr. værnemidler. Ud over hyppige håndvask, er vores primære værnemiddel aftørring af håndtag, knapper, mv. i førerrum – med sprit. Det kan i den forbindelse oplyses, at der i skrivende stund er håndsprit på vej ud til alle lokomotivførere. Brug det, og endelig ikke det virkningsløse middel: ”H1N1 – Virusbeskytter” fra Microshield, jf. Nyhedsbrev fra Togdrift fra d. 13. marts.

 

I en presset situation er der ikke noget bedre end en påskyndelse. Lad os derfor slutte denne medlemsinformation med ros fra transportministeren, som i dag har udsendt denne nyhedsinformation. Tak for det, Benny. Så lever vi med, at ministeren kalder os ”lokoførere”, det er som bekendt tanken, der tæller 😊