Efter en længere periode med stilstand, er det igen lykkedes DSB HR at få sat fokus på kvoterne på en – som de selv kalder det – ærgerlig måde.
Vi var nok ikke klogere, end vi troede, at der også i ledelsen var et ønske om at sikre ro om kvoterne. Noget tyder på, at vi tog fejl.
Først har et antal tjenestemænd, og nu også et antal OK-ansatte, modtaget mail om, at der er foretaget genberegning / fundet fejl som gør, at der trækkes et større antal timer fra deres frihedskonti.
LPO har – sammen med kollegaerne i TPO og LPO-S – udbedt os en forklaring, dels i forhold til de konkrete sager, dels i forhold til det mere principielle omkring baggrunde for og årsager til genberegning og ændringer i medarbejdernes kvoter.
Der holdes i den anledning torsdag d. 28. oktober et møde med relevante ledere og chefer i DSB HR.
Der vil efter mødet blive udsendt information. Såfremt mødet giver anledning til inddragelse af en større del af TR-kredsen, vil informationen formentlig først kunne udsendes i uge 44.
Sidder du inde med en nyere mail, hvori DSB HR Services & Compensation oplyser, at de har trukket dig et antal timer, vil vi opfordre dig til at sende den til din lokale TR snarest.