LPO er på baggrund af samtaler i medlemskredsen blevet opmærksom på, at mange lokomotivførere ikke kender til appen ”Refusion og rejser”, hvor bl.a. de krav, man har på time- og dagpenge i forbindelse med EVAK-kurser, skal indmeldes.

 

Ikke et ondt ord til dem, som kunne have overset den udsendte information om anvendelse af nævnte app, da den indgår som et af mange emner i nyhedsbrevet fra Togdrift, Drift F&R fra d. 30. marts 2022, henholdsvis nyhedsbrevet fra Togdrift, Drift F&R fra d. 29. november 2022, hvor den gentages nederst i det underpunkt som hedder ”Find vej i Næstved”

 

Vi har i LPO haft en drøftelse med Personale- og Uddannelsesplanlægningen om dette. De oplyser, at der fremadrettet bliver sat en note ind i indkaldelser til EVAK angående refusion. De oplyser videre, at det desværre ikke kan lade sig gøre at sætte et link ind, så der henvises i stedet til, at man kan gå ind på abc under ”refusion & rejser” (skrives i søgefeltet på abc).

 

I LPO vil vi gerne slå et slag for appen ”Refusion og rejser” og gøre opmærksom på, at man har krav på refusion i forbindelse med rejser og udlæg i følgende tilfælde (ud over EVAK-kurser):

  • Samtlige tjenesterejser, hvor fraværet overstiger 24 timer
  • Refusion af udlæg (hvis der er nogen, som har det)
  • Kørsel i egen bil, hvor dette er aftalt med DSB

Du finder appen under ”Power Apps” som findes Secure Hub i ”Butik” / ”Store” (hvis du ikke allerede har Power Apps i ”mine apps”)

 

Vi vil med denne information også henlede opmærksomheden på, at du kun kan få refusion, herunder time- og dagpenge, hvis du indtaster de efterspurgte oplysninger i appen, henholdsvis via siden på abc.dsb.

 

Har du allerede været på et kursus / en tjenesterejse (eller haft et udlæg), som der ikke er afregnet for, er det ikke for sent at indmelde dette.

 

Du finder vejledningen her.

 

Bemærk at appen er designet til iPhones. Den kan godt bruges på iPads, men udfordringen er, at formularen vender forkert.