LPO er hen over påskedagene, fra flere uafhængige kilder, blevet informeret om, at DSB har hel eller delaflyst mindst 22 tog, hvor det af årsagen til aflysningen angives, at Driften ikke må anvende RDO, altså de rådigheder, som, afhængig af bopæl, sidder enten på depotet eller hjemme, men er angivet som værende i overskud.

 

At der er lokomotivførere i overskud, er ikke nyt. Det samme gælder rådigheder i overskud (RDO). Men at man nu – tilsyneladende – er nået dertil i DSB, at man ikke ønsker at bruge de rådigheder, som benævnes RDO, er nyt.

 

Og hvis man ligefrem er der, at man – i kraft af togaflysninger – lader kunderne betale prisen, er det jo helt galt.

 

Det er handlinger, som kalder på en snarlig forklaring. Ikke bare til LPO, men til samtlige lokomotivførere. Man kunne ved samme lejlighed overveje en forklaring til politikerne, kunderne og for den sags skyld Ekstra Bladets læsere, som jo nok – efter artiklen om ”de ineffektive lokomotivførere” tilbage i marts måned – har fået indtryk af, at vi burde lave noget mere.

 

Det er da muligt, at effektiviteten kan tåle et nøk op, men det er sgu helt ærlig ikke nemt, når togene bliver aflyst, og de lokomotivførere, som sidder rådighed, end ikke får mulighed for at køre dem.