Det er altid trist at tage afsked, men lige præcis afsked med force majeure og DSB’s selvbestaltede varslingsregler, lever vi fint med.

 

Det fremgår af mailen: ”UPDATE  INFO – Korrigering- og underretning af ture Lkf F&R”, udsendt fra Planlægningen fredag d. 3. april, at DSB’s suspendering af varslingsregler ophører fra mandag d. 6. april.

 

Det har vi set frem til siden statsministeren for 26 dage siden gik på TV og lukkede Danmark ned, og DSB erklærede force majeure (selv om der ikke er en force majeure paragraf i Jernbaneoverenskomsten).

 

At vi så i vores anfald af positive vibrationer, og med ”Ja-hatten” trukket godt ned over ørerne, alligevel ender i en slags tilstand af mild undren skyldes jo nok, at de varslingsregler vi tilsyneladende nu kan se frem til, ikke er dem, der står i arbejdstidsaftalen, citat: ”Fra mandag morgen er alle kørerende lokomotivførere tjenestefordelt 8 dage frem. Herefter gælder de aftalte underretningsregler, hvor ændringer af møde-/sluttider senere end 8 dage før kun kan ske efter forudgående dialog og aftale med dig”, citat slut.

 

Det er jo nok en skrivefejl. Så her følger det aftalte.

  1. Lokomotivførere i tur skal ikke være tjenestefordelt. De følger deres tur, som dog kan korrigeres 90 min. indtil 28 dage før og korrigeres 45 min. indtil 8 dage før.
  2. Lokomotivførere i reserven skal være underrettet om tjenester 10 dage frem. Korrigeringsreglerne er de samme som for LKF i tur.
  3. Ovenstående gælder ikke i forbindelse med uddannelse, her er fristen for underretning 35 dage før.

 

LPO har frem til og med d. 13. april (jf. medlemsinformation nr. 10-2020) accepteret korrigeringer senere end 8 dage før, hvis de aftales med berørte medarbejder og merarbejdet beregnes som overtid.

 

Med det på plads ser vi frem til, at varslingsreglerne – ligesom alle andre aftaler – overholdes fra i dag. Får ledelsen, i den vanskelige situation Corona har bragt DSB, hele landet, ja hele verden i, behov for ændringer / justeringer af vores aftaler, må de jo henvende sig. Vi afviser aldrig forlods at medvirke med løsninger på svære udfordringer, men vi kræver, at ledelsen accepterer vores aftale- og forhandlingsret. Det har det desværre knebet rigtig meget med den senere tid.